Hvis du var nødt til at sluge en skovsnegl (Mulle), ville det så blive lettere af at kigge på den længe og tænke frem og tilbage over, hvordan det ville føles? Nej, vel?
Nogle ting er man bare nødt til at gøre uden at tænke en masse over dem… Altså nok ikke sluge skovsnegle, men de andre ting, der bare må gøres for at nå de mål, vi ønsker at nå.
Prøv som et eksperiment følgende med de opgaver, du har det med at udsætte.
Beslut dig for ikke at tænke mere over det. Bare gør det! Uden alle de indre argumentationer frem og tilbage. Lige så snart den indre dialog starter – siger du Just do it! – og går i gang.
Prøv dette i tre uger – så kan du altid vende tilbage til dine indre tovtrækninger igen bagefter, hvis du altså foretrækker dem.
Det lyder måske for simpelt – men prøv det nu bare i tre uger. Det er faktisk et ret virkefuldt middel at have et alternativ til de evindelige indre for- og imod-diskussioner.
Et lille trick til at komme i gang med opgaven, man har svært ved at tage sig sammen til, er at du aftaler med dig selv, at du bare arbejder på opgaven eller målet i 15 minutter.
Og så kan du kaste dig i sofaen bagefter (eller hvad du nu forbinder med nydelse).
Ofte vil der ske det, at når du først er kommet i gang, udvikler der sig en følelse af fremdrift, og du bliver energisk og får lyst til at fortsætte udover de planlagte 15 minutter.
Og så skal du selvfølgelig fortsætte og flyde med på denne bølge af energi.
Hvis det ikke sker, så har du i det mindste brugt 15 minutter på at nå et af dine vigtige mål – og det i sig selv, vil føles langt bedre end ikke at have gjort noget.
En ret stor belønning i forhold til indsatsen (15 minutter).
Dette trick er især effektivt i forhold til at tage sig sammen til at dyrke sport og gøre rent. Men det er også godt at bruge ved store projekter, der virker for uoverskuelige til at tage hul på.
Forskning tyder på at det tager ca. 21 dage at indkode en ny vane.
Vil du ændre en vane, er du nødt til at gentage den nye adfærd adskillige gange, før den bliver naturlig.
Hjerneforskning har vist, at der er signalstoffer i hjernen, der baner “motorveje” i hjernen, når en adfærd er blevet gentaget tilstrækkelig mange gange.
Vil du tilegne dig en ny adfærd og få banet nye “motorveje” i hjernen, så den nye adfærd indarbejdes som en vane, er du nødt til at gå igennem en fase, hvor du tvinger dig til at bryde det gamle mønster og blive ved med at gentage det nye.
Nye vaner kræver regelmæssig (daglig) gentagelse og vedholdenhed.
Så hvorfor ikke bare udvælge et par af de nye vaner og så gentage dem hver dag i 21 dage – Just do it! Uden at tænke så meget over det.
Du kan du jo altid vælge at vende tilbage til din gamle vane efter 21 dage, hvis det føles for anstrengende at gøre det nye.
Men giv det i det mindste de 21 dage – lav gerne en kalender, hvor du tæller ned. Så bliver du også mindet om at holde fokus på den nye vane. Og så kan du evaluere, når de 21 dage er gået.